M.S. Gulve Aps

VORES BLOG

M.S. Gulve Aps

Rødvin på trægulvet? Sådan får du pletterne væk

Der er ingen grund til panik, hvis du spilder rødvin, kaffe eller kødsovs på dit trægulv. Det kan nemlig komme af igen, hvis du kender de rigtige metoder – og vi har samlet en række af de bedste tips lige her.

Har du væltet et glas rødvin ned på dit blanke trægulv, eller røg der en tallerken med kødsovs ud over kanten af spisebordet, så er der ikke andet for end at tørre op og komme i gang med rengøringen.

Det kan virke som en kamp uden ende at få et trægulv rent for genstridige pletter, men heldigvis findes der en del gode husråd, der kan hjælpe dig lidt på vej. Vi har samlet en række tips og tricks til dig, og ifølge Berlingske og rengøringsekspert Anne Grete Rasmussen handler det først og fremmest om at kende overfladen på dit trægulv, inden rengøringen starter – så du ikke risikerer at gøre skaden værre ved at bruge det forkerte rengøringsmiddel.

Pletter på lakeret gulv

Bor du med et lakeret trægulv, er du i den heldige ende af skalaen, hvis du spilder. Det er nemlig forholdsvis nemt at gøre rent, når uheldet er ude.

Dit gulv er overfladebehandlet og beskyttet med vandtæt lak, så når rødvinen har ramt gulvet, skal du starte med at tørre gulvet over med en klud eller noget papir. Herefter kan du vaske gulvet med lidt vand, hvis det er nødvendigt, og vupti: Gulvet er så fint som nyt, og du skal ikke efterfølgende trækkes med en grim plet.

Pletter på olieret gulv

Har du en bolig med et oliebehandlet gulv, er der større risiko for, at kødsovsen efterlader en grum plet. Overfladen er ikke nær så modstandsdygtig, og når først sovsen ligger på gulvet, skal du skynde dig at fjerne den.

Du skal først og fremmest fjerne pletten med en klud eller noget papir. Herefter skal du duppe almindeligt opvaskemiddel på pletten med en fugtig klud; det opløser fedt og snavs, og det bør være nok til at redde dit oliebehandlede gulv.

Pletter på ubehandlet gulv

Er dine gulve ubehandlede, har du sat dig selv i en udsat position, når det kommer til pletter. Et ubehandlet gulv er et sart gulv, der kræver hurtig aktion, når uheldet er ude. Taber du kaffe, rødvin eller kødsovs på gulvet, så skynd dig at fjerne det med en klud.

Når du har fjernet pletten, vil du sandsynligvis opleve, at den allerede er trukket ind i træet. Det er frustrerende, men i stedet for at give op med det samme, skal du duppe og gnide en klud med opvaskemiddel langs træets årer. Hjælper det ikke, kan du piske sæbespåner og lade det trække på pletten en halv times tid.

Forsvinder pletten ikke, eller har du andre gamle pletter på gulvet, kan du forsøge at dække dem med glycerin og lægge en ren klud ovenover. Dæk kluden med plastfolie, og lad det stå natten over. Vask herefter pletterne med lunkent vand og opvaskemiddel, og vask efter med rent vand; med lidt held får du bugt med selv de slemmeste pletter

Rødvin i vinglas