Trægulv eller gulvtæppe – hvad er bedst for indeklimaet?

Det er en evig spekulation for mange, hvorvidt de skal bo med trægulve eller gulvtæpper. Flere vælger middelvejen med et trægulv og løse tæpper fordelt i boligen for at skabe stemning. Står valget mellem at bo med et trægulv eller gulvtæppe, kan du her blive klogere på fordele og ulemper.

 

Fordele og ulemper ved et trægulv

1. Et trægulv samler ikke støv, snavs og partikler på samme måde som et gulvtæppe gør. Her ligger nullermænd og pollen sig på overfladen, så du nemt kan komme til at støvsuge det op – det kræver dog, at du husker at få støvsuget, så støvet ikke hvirvles rundt i rummet, hver gang du går henover det.

2. Et trægulv er gerne en langtidsholdbar og mere bæredygtig løsning, fordi det holder i mange år. Det har flere ”liv” i sig, fordi det ofte kan slibes ned to eller flere gange alt efter træsort. Det betyder, at når gulvet er grimt, slidt og fyldt med pletter, så kan det slibes ned, overfladebehandles og bruges igen.

3. Trægulve er som regel glatte at gå på, og du risikerer nemt at falde, hvis du er dårligt gående. 

4. Har du ikke gulvvarme eller god isolering i din bolig, så er et trægulv gerne koldt at gå på.

5. Et trægulv er ikke lyddæmpende, og bor du desuden i et hjem uden løse tæpper og fornuftige lofter, kan der opstå meget støj indendørs på grund af de rene og rå flader.

 

 

Fordele og ulemper ved et gulvtæppe

1. Et gulvtæppe kan være problematisk at bo med, hvis du har allergi eller astma, fordi det ganske enkelt samler mere på støv, partikler og snavs, end et trægulv gør. Det er ind imellem også lavet af kemiske stoffer, der kan være med til at forværre luftvejsirritation.

2. Et gulvtæppe har kortere levetid, fordi det ikke kan genanvendes, når først det er slidt og fyldt med pletter. Du kan forsøge at holde antallet af pletter nede undervejs, men når først en genstridig plet sidder fast og ikke vil komme af, så er du nødt til at leve med den eller skifte hele tæppet ud. 

3. Et tæppe er ofte komfortabelt at gå på og ikke nær så glat, som et trægulv. Så medmindre du har løse tæpper uden et skridsikkert underlag eller løse kanter, så risikerer du ikke helt så nemt at falde, når du går. 

4. Bor du til gengæld med løse tæpper, der ikke ligger ordentligt på gulvet med et skridsikkert underlag og kanter, der vender opad, så er der stor risiko for at falde over tæppet eller glide i det.

5. Har du tæpper på gulvene, så er de med til at isolere mod kulde og støj. Bor du uden gulvvarme eller isolerede gulve, så kan tæpper være meget rare at bo med, fordi det gør hjemmet mindre fodkoldt. På samme måde dæmper tæpperne lyde og gør rummene mindre støjfølsomme.

 

Er trægulv bæredygtigt?

Drømmer du om at leve så bæredygtigt som muligt, men vil du samtidig gerne bo i et moderne hjem, hvor æstetikken er i højsæde, så kan du måske være i tvivl om, hvorvidt de to ting kan forenes. Vælger du at bo med trægulv, kan du kombinere det æstetiske med det bæredygtige.

Trægulv er et naturligt valg for mange danskere, og det er ikke uden grund. Den varme gløde og det naturlige materiale passer godt til de fleste boliger, og det er samtidig en gulvtype, der fås i så mange prisklasser, at der er noget for enhver smag. Men hvordan hænger trægulve egentlig sammen med bæredygtighed?

 

Ja, trægulve er bæredygtige, men…

Grundlæggende kan man sige, at når du vælger trægulv i din bolig, har du truffet et bæredygtigt valg – først og fremmest fordi træet holder i mange år, hvis du passer godt på det. På grund af den lange levetid kan det også betale sig at beholde et eksisterende trægulv, hvis det er muligt; genanvendelse af oprindelige materialer er både godt for miljøet og pengepungen. Er det ikke en mulighed, bør du gå efter gulvfirmaer, der udvælger træ med udgangspunkt i et grønt tankesæt – et trægulv er nemlig ikke per definition bæredygtigt. 

Vælger du at skifte dit trægulv igen allerede efter få år, fordi din stil har ændret sig – og hvis du generelt køber nyt, hver gang der skal ske noget i din bolig – så belaster du miljøet, og i den henseende er trægulve ikke bæredygtige. 

Samtidig er træ et materiale, der kommer fra naturen, og vi ved alle, at verden er knap på ressourcer. Derfor er det vigtigt, at du tager aktiv stilling til den træsort, dit gulv er lavet af; hvor kommer den fra, bliver der plantet nyt og hvordan betales arbejderne, der fælder træerne er spørgsmål, du kan stille dig selv og producenten, inden du vælger. 

 

Vær opmærksom på to ting

Det er ikke alt eller intet, når det kommer til trægulve, og de kan bestemt sagtens være et både godt og bæredygtigt valg. Der er bare tre ting, du skal overveje, inden du vælger:

1) Kvaliteten

Et bæredygtigt trægulv er et gulv, der holder i mange år. Derfor skal kvaliteten være i orden, og du skal lægge dig i selen for at passe godt på det, så levetiden bevares og måske endda forlænges.

2) Vælg med omhu

Produktionen af trægulvet skal foregå på en ordentlig måde, og derfor skal du undersøge, hvordan træerne fældes og forarbejdes, inden du vælger din producent. Her kan du med fordel gå efter FSC-mærket, der indikerer bæredygtigt skovbrug.

3) Overvej genbrug

Som hovedregel bør du altid forsøge at bevare et allerede eksisterende trægulv, hvis du gerne vil skåne miljøet. Genanvend de ressourcer, du har til rådighed, hvis det er muligt. Er det ikke det, så brug de gamle brædder til andre formål eller lad andre få glæde af dem.

Gulvets betydning for lyden i dit hjem

Gulvet har stor betydning for indeklimaet i dit hjem – særligt for lyden – og derfor er det vigtigt, at du vælger en gulvtype, der passer til dit hjem og dine behov. 

Lyden af trin på gangene eller børnene der råber og leger. Det kan være rigtig hyggeligt, hvis lydniveauet er passende, men hvis det derimod efterlader en rungen, der er på nippet til at springe trommehinderne, så er det knap så rart. 

Forskellige overflader har forskellige egenskaber, og derfor bør du tænke dig om, inden du vælger dit gulv. Læs her, hvad du skal være opmærksom på.

 

Sådan påvirker gulvet lyden

Et hårdt gulv giver en højere og hårdere lyd end et blødt gulv, og samtidig er der den såkaldte trommelyd, som er den lyd, der bliver hængende i rummet efterfølgende. Lyden kan forplante sig gennem vægge og etageadskillelser, og derfor kan det høje støjniveau også blive et problem i andre rum end der, hvor larmen foregår.

Vil du undgå den rungende larm fra fødder og mennesker, skal du investere i et “blødt” gulv. Det behøver ikke nødvendigvis at være væg-til-væg-tæpper, mindre kan også gøre det – trægulve går eksempelvis også under definitionen “bløde gulve.”

Modsat bløde gulve af træ og tekstil er der de hårde gulve som beton, epoxy og klinker. Materialer du ikke skal gå efter, hvis du vil optimere lyden i dit hjem, da de forstærker støjen fremfor at hjælpe med at opfange og holde på den.

 

 

Indret med bløde materialer

Gulvet er en stor del af dit hjem, og derfor er det en flade, du med fordel kan overveje, når støjniveauet skal dæmpes. Men står du ikke overfor en renovering eller et nyt gulv, er der andre metoder, du kan bruge.

Først og fremmest kan du indrette dit hjem med bløde materialer. Polstrede møbler, løse tæpper og rigtige stofgardiner er gode eksempler på ting, hvor lyden kan trænge ind og blive hængende i stedet for at sprede sig til resten af rummet. 

Andre muligheder er såkaldt diffusion; en bogreol langs væggen, lamper i loftet, billeder på væggene og ikke mindst planter – masser af planter. De mange elementer spreder lyden, så den ikke føles alt for larmende.

Sidst men ikke mindst kan du overveje akustikplader i loftet eller lydabsorberende billeder på væggene, der kan opfange en god del af støjen, så du kan holde ud at være i dit hjem, selvom det er fyldt med larmende gæster.