M.S. Gulve Aps

VORES BLOG

M.S. Gulve Aps

Trægulv på børneværelset – er det en god idé?

Børneværelset skal kunne tåle, at der leges, skabes og opdages hver eneste dag. Det skal være slidstærkt, kunne tåle pletter og mærker og det skal være let at gøre rent – så hvordan er det med trægulve og børneværelser?

Gulvet på børneværelset skal ikke bare se godt ud, det skal også være praktisk og kunne holde i mange år. Det skal modstå skidt og snavs, og så skal det selvfølgelig være fri for giftstoffer – og så skal du samtidig tage højde for, at et blåt gulv måske er sjovt, når barnet er 5 år, men knap så spændende når det er 14 år.

Både småbørn og små børn tilbringer meget tid med at kravle og lege på gulvet, og derfor er det vigtigt, at du vælger et materiale, der er så varmt og støvfrit som muligt – og her er trægulv faktisk en udemærket løsning. Vælger du en hård træsort og en efterbehandling, der er slidstærk, får du et gulv, der kan holde i mange år, uden at du går på kompromis med den smukke æstetik, trægulvet fører med sig.

Hårde træsorter og efterbehandling

I værelser hvor slitagen er ekstra stor, bør du overveje træsortens hårdhed. Ønsker du et lyst og nordisk udtryk, kan du vælge amerikansk ahorn eller ask, og hvis du går efter et mørkere og mere varmt udtryk, er eksotiske træsorter som jatoba, merbau og jarrah meget hårde.

Der er flere forskellige løsninger, når det kommer til efterbehandling af trægulve, men hvis du vil have et slidstærkt og yderst rengøringsvenligt gulv, forslår M.S. Gulve, at du lakerer det. En gulvlakering beskytter gulvet i mange år frem, så både legetøjsbiler, stoleben og plastikscootere kan trækkes henover det, uden at det skal behandles igen og igen.

I dag anvendes der primært vandbaseret gulvlak, og derfor kan du roligt bruge det på børneværelset; de er ikke sundhedsfarlige, som gamle dages gulvlak var det. Går du efter et helt lyst udtryk, kan du vælge hvid lak, alternativt er der naturlak, som fremhæver gløden og årerne i træets struktur.

Rum til at vokse

En af de helt store fordele ved trægulve og børneværelser er, at du kan skifte udtryk, efterhånden som børnene vokser. Det kræver bare en gulvafslibning og en ny efterbehandling, så er det så godt som nyt igen – og alt efter behandlingen får du et lysere, mørkere, blødere eller mere råt udseende. Måske kan du endda male det, hvis dit barn ønsker sig en flot farve; alternativt kan du supplere med et farverigt tæppe.