Dit gulv trænger helt sikkert til en kærlig hånd, men hvor kærlig behøver den at være – skal du have en fuldslibning, eller kan du nøjes med en letslibning? Læs med, og bliv klogere.
En gulvafslibning er mere end bare en afslibning. Gulvet skal rengøres, fuld- eller letslibes (måske endda begge dele) og det skal efterbehandles, før det igen er så godt som nyt. Men hvordan ved du, hvad dit gulv trænger til?
Vi dykker ned i de faglige termer, så du ved, hvad du skal spørge om, når du kontakter din gulvmand.
Fra fin- og letslibning til fuld gulvafslibning
Der er stor forskel på en såkaldt letslibning og en fuldslibning. Som navnet antyder, går en letslibning ikke til bunds i dine planker, når det bliver slebet, og det betyder, at det ikke er en teknik, du kan anvende til at renovere dit trægulv.
En fin- eller letslibning bruges derimod, hvis du gerne vil give dit gulv en opfriskning. Der er ingen garanti for, at hverken ridser, misfarvninger eller gammel overfladebehandling forsvinder – det er nærmest “bare” en polering af din nuværende overflade. Det kan være en udemærket idé, hvis du vil genbehandle dit trægulv med samme behandling, som det allerede har, da produkterne hæfter bedre, hvis gulvet er blevet slebet først.
En fuld gulvafslibning kommer til gengæld helt i bund med skidtet og mærkerne på dine gulvbrædder. Her fjernes overfladiske ridser, misfarvninger, lim- og malingrester samt almindeligt slid. Efter en gulvafslibning giver gulvteknikeren trægulvet en letslibning, så den nye efterbehandling hæfter bedst muligt.
Afslibning eller afhøvling
Når du er kommet så langt, at du har fundet ud af, at dit trægulv skal have en fuldslibning, så er det næste store spørgsmål, om du kan nøjes med en afslibning, eller om du har brug for en afhøvling.
Ved en gulvafhøvling fjernes 1-3 mm af gulvets overflade, og her er der virkelig mulighed for at komme i dybden med hakker, ujævnheder og skæve planker. En gulvafhøvling efterfølges altid af en gulvafslibning, der følges af en letslibning og til sidst kommer efterbehandlingen.
Det er en lang proces, hvis dit trægulv skal høvles ned, men til gengæld giver det dig også et trægulv, der bliver så godt som nyt, uden at du går på kompromis med den patina, gamle brædder besidder. Det er en teknik, der kun kan bruges på massive trægulve, og hvis du er i tvivl, så spørg din gulvmand – hellere spørge én gang for meget end én gang for lidt.