Oliepleje eller plejeolie. Umiddelbart lyder det som to sider af samme sag, men det er det ikke. Der er stor forskel på de to produkter, og du bør kende den, så du kan bruge produkterne rigtigt.
Helt kort kan man sige, at oliepleje er et produkt, du kan anvende efter behov på udsatte områder, mens plejeolie bruges til at give trægulvet en helt ny omgang olie.
Historien er selvfølgelig længere end det, og vil du kende de små detaljer i det enkelte produkt, kan du læse med nedenfor, hvor vi går i dybden med dem begge to.
Oliepleje – til almindelig vedligeholdelse
Oliepleje er et vandbaseret produkt, der kan bruges af boligejere uden stor erfaring med oliering af trægulve. Det lugter ikke af olie, det kræver ikke polering efter påførelse og vigtigst af alt: det kan bruges efter behov.
At oliepleje kan bruges efter behov betyder, at det ikke nødvendigvis skal påføres hele gulvet; du kan nøjes med at bruge det på udsatte områder, der trænger til en kærlig hånd. For eksempel under spisebordet, i køkkenet eller i entréen. Inden du går i gang med olieplejen, skal du rense området af med trærens, og efterfølgende skal du lade gulvet tørre en times tid, inden du tager det i brug igen.
Plejeolie – når trægulvet skal friskes op
Plejeolie kræver både mere tid og et større kendskab til oliering end olieplejen. Det skyldes, at produktet skal påføres med pad eller malerrulle og efterfølgende skal det poleres ned i træet med en polermaskine.
Modsat oliepleje, der er vandbaseret, er plejeolie et oliebaseret produkt, og du skal bruge det 1-2 gange årligt, når dine trægulve skal have en genbehandling for at vedligeholde den smukke glød og den høje modstandsdygtighed overfor skidt, snavs og væske. Inden du påfører plejeolie på dit trægulv, skal det renses med trærens, og efterfølgende skal det tørre i ca. 4 timer.
Er oliebehandling gør-det-selv-arbejde?
Hvis dit trægulv skal holde sig smukt og glødende i mange år, er det essentielt, at den første oliebehandling påføres korrekt og gerne lige umiddelbart efter afslibning eller gulvlægning. Olien skal poleres godt ned i gulvet, og du kan med fordel lade fagfolk klare arbejdet.
Den efterfølgende vedligeholdelse med plejeolie og oliepleje kræver ikke særlige kompetencer, så hvis du har lidt fingersnilde, kan du sagtens klare arbejdet selv. Vil du have mest muligt ud af behandlingen med plejeolie, anbefaler vi, at du lejer en polermaskine i dit lokale byggemarked.